Danmarks største it- og innovationsmiljø er beliggende i bydelen Katrinebjerg. Området er Aarhus' it-kraftcenter og hjemsted for et unikt udviklings- og innovationsmiljø, der arbejder på tværs af naturvidenskab, samfundsvidenskab, humaniora, sundhedsvidenskab og ingeniør-, arkitektur- og designmæssige fagområder. Det kreative miljø er muligt gennem et tæt samarbejde mellem erhvervsliv og den offentlige forskning, og understøttes af gode fysiske rammer med kontorfællesskaber, projekthotel og en it-forskerpark.
Gode vilkår for forskning og udvikling
Forsknings- og videninstitutionerne på Katrinebjerg har i samarbejde med erhvervslivet udviklet en effektiv model for tværfagligt samarbejde, som sætter skub i fælles udviklingsprocesser og -projekter. Konceptet hedder Forskningsbaseret brugerdrevet innovation og er udviklet på Alexandra Instituttet, der fungerer som igangsætter og brobygger mellem erhvervslivet og forskerne.
"Aktiviteterne i Alexandra Instituttet gør Aarhus attraktiv for it-virksomheder", siger Peter Petersen, Teknologidirektør i Bang & Olufsen.
Uddannelser
Aarhus Universitet har placeret Datalogisk Institut og Institut for Informations- og Medievidenskab på Katrinebjerg, og med 1.100 it-studerende samlet på Katrinebjerg er Aarhus’ vidensressourcer på it-området forankret.
I december 2011 får de studerende på ingeniøruddannelserne i elektronik, IKT og sundhedsteknologi også deres daglige gang på Katrinebjerg, når Ingeniørhøjskolens 9.000 kvadratmeter store, nye byggeri står klar til brug.
Katrinebjerg kommer dermed til at danne de daglige rammer for cirka 3.000 studerende, forskere, medarbejdere og virksomheder.
Netværk
Langt størstedelen af arbejdspladser og virksomheder inden for ikt findes uden for Katrinebjerg, men med den tætte fysiske placering af virksomheder, studerende og forskere danner Katrinebjerg rammerne for et innovativt og inspirerende miljø med gode muligheder for, at aktørerne kan mødes i det daglige igennem faglige netværk, omkring konkrete projekter eller blot for gensidig inspiration og sparring. Netværkene er en utrolig vigtig del af miljøet og evig kilde udvikling af nye idéer og viden, og de eksisterer både på og uden for Katrinebjerg.